Renovering af Østre Alle broen giver ændringer i trafikken fra oktober til november 2025

Foto: Aalborg Kommune.
dato

I perioden 20. oktober til 28. november 2025 renoveres fugerne på Østre Alle broen, hvilket medfører ændringer i trafikken mellem Postmestervej og Dag Hammarskjölds Gade.

I forbindelse med renoveringen af fugerne på Østre Alle broen over jernbanen vil der i perioden 20. oktober til 28. november 2025 ske ændringer i trafikken på strækningen mellem Postmestervej og Dag Hammarskjölds Gade. Under arbejdet vil der kun være ét spor farbart i hver retning.

Cykler og gående vil fortsat kunne passere området, men i perioder, hvor der arbejdes på stierne, vil de blive ledt udenom via en omledning. Busser kører som normalt, og der bevares adgang til parkeringshuset i Kennedyarkaden. Afspærringen omkring broen vil blive justeret løbende gennem perioden, men der vil hele tiden være ét spor åbent for bilister i begge retninger.

Bilister anbefales at benytte alternative ruter i den pågældende periode, da der kan opstå kø og forsinkelser, når arbejdet foregår. Arbejdet gennemføres for at sikre Østre Alle broens fortsatte holdbarhed og funktionalitet.

Der takkes for forståelsen over for de gener, som renoveringen måtte medføre for trafikanterne.

https://www.aalborg.dk/nyheder/vejarbejde-paa-oestre-alle-broen

Kilde: Aalborg Kommune