Storvorde er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Indbrud i villa
I tidsrummet 8. – 13. marts har der været indbrud i en villa på Heravej i Aalborg. Man er kommet ind ved at bryde et badeværelsesvindue op, hvorefter der var tegn på færden i et værelse og et soveværelse, ligesom skuffer var trukket ud og indholdet spredt ud. Man har forladt huset igen via en terrassedør i soveværelset. Pt. intet overblik over eventuelle tyvekoster.
Indbrud i lejlighed
Den 13. marts var der indbrud i en lejlighed på Nørrebro i Hjørring. Via en ulåst hoveddør var man kommet ind, og man rodede en skuffe igennem i soveværelset. Det skete, mens anmelderen var hjemme og opholdt sig i stuen. Fra lejligheden blev der stjålet et kontantbeløb.
Stjal plæneklipper og buskrydder
I løbet af weekenden d. 12 og 13. marts var der indbrud i et skur på Hestbækvej i Farsø. Herfra blev der stjålet plæneklipper såvel som buskrydder.
Man er kommet ind i skuret ved at klippe en lås over.
Også i tidsrummet 6. – 13. marts har der været indbrud i et udhus på Kystvej i Storvorde, hvorfra der er stjålet værktøj, bl.a. motorsav. Et vindue var her taget ud.
Stjal smykker og ure
Lørdag d. 12. eller søndag d. 13. marts var der indbrud i en villa på Stubben i Gistrup.
Via et vindue var man kommet ind i soveværelset, hvor man havde gennemrodet et smykkeskrin og efterladt det på gulvet.
Tyvekosterne var smykker og ure – men aktuelt intet fuldt overblik.
Tyveri fra bil
Fra en personbil parkeret på Hjulmagervej i Aalborg blev der formentlig søndag aften, d. 13. marts, stjålet en sportstaske, der lå inde i bilen. Man havde skabt sig adgang til bilen ved at knuse højre forreste siderude, hvorefter man kunne række ind og stjæle tasken.
Spirituskørsel
En fører af en personbil blev søndag d. 13. marts kl. 00.43 stoppet af en patrulje i Sulsted. Føreren af bilen var, viste udåndingsprøven, spirituspåvirket. Han blev derpå anholdt af patruljen, sigtet for spirituskørsel. En blodprøve skal fastslå mandens endelige promille.
Kontanter stjålet
Fra en villa på Nysøparken i Nørresundby er der søndag d. 13. marts stjålet et mindre kontantbeløb. Det skete i forbindelse med et indbrud, hvor man er kommet ind ved at bryde et vindue op – hvorpå skuffer og skabe var rodet igennem.